Sådan tilmelder du dig HHX


Går du i 9. eller 10. klasse, skal du senest 1. marts udfylde din uddannelsesplan og søge om optagelse via www.optagelse.dk. Uddannelsesplanen fungerer samtidig som ansøgning. Du får skriftligt svar om optagelsen senest 1. juni.

Er du gået ud af skolen, logger du ind med NemID og søger på  www.optagelse.dk. Hvis du søger inden den 15. marts, vil skolerne have mulighed for at vurdere din ansøgning samtidig med ansøgningerne fra de elever, der søger direkte fra 9. eller 10. klasse.

Dit lokale Handelsgymnasium hjælper gerne, hvis du har spørgsmål til tilmeldingen. Her kan du som regel også få udleveret et ansøgningsskema, som du kan sende direkte til skolen.

Optagelseskriterier

For at blive optaget på Handelsgymnasiet skal du:

  • have afsluttet 9. eller 10 klasse eller have gennemført tilsvarende uddannelse
  • have modtaget undervisning i 2. fremmedsprog (tysk eller fransk)
  • have aflagt folkeskolens obligatoriske afgangsprøver
  • være vurderet uddannelsesparat til en gymnasial uddannelse / bestået en gymnasial optagelsesprøve.

Optagelsesprøve

Hvis du ifølge uddannelsesplanen ikke vurderes uddannelsesparat til en gymnasial uddannelse, vil du blive indstillet til en optagelsesprøve. Du skal altid til optagelsesprøve, hvis du mangler en eller flere af de obligatoriske afgangsprøver.